Hvem Er Vi?

København

2026

Bag Solace står Bathsheba (Oghomi-Hansen) og Bella (Vad Pedersen), som begge har personlige erfaringer med omsorgssvigt, men har valgt forskellige måder at forholde sig til og dele deres historier på.

Bathsheba er musiker og sangskriver. Hun er vokset op i et hjem præget af omsorgssvigt med psykisk vold, og har som konsekvens af det været gennem flere forløb i psykiatrien og blev som 15-årig smidt ud hjemmefra. Gennem sin musik har hun åbent delt sine erfaringer og brugt sin stemme til at sætte ord på nogle af de svære sider i livet.

Bella studerer retorik og har gennem de seneste ni år arbejdet med at styrke minoriteters og unges stemmer i samfundet, særligt kvinders. Bella er vokset op i et hjem præget af psykisk vold, omsorgssvigt og blev ligesom Bathsheba også smidt ud hjemmefra som ung. Modsat Bathsheba har Bella i højere grad valgt at lade sine personlige erfaringer være en drivkraft i sit arbejde frem for at dele sin egen historie offentligt. Blandt andet fordi hun selv har oplevet, hvor tabubelagt det kan være at tale om en opvækst præget af svigt.

Netop vores forskellige tilgange til at bearbejde og leve med vores erfaringer er en central del af tanken bag Solace. Vi tror på, at der ikke findes én rigtig måde at forholde sig til sin opvækst på. Man behøver hverken at have oplevet det samme som andre eller at være klar til at dele sin historie for at føle sig som en del af et fællesskab.

Vi er begge mere end det, vi kommer fra. Og det er netop dét, vi ønsker, at Solace skal afspejle.

Et fællesskab, hvor der er plads til vores forskellige historier, men hvor vi også kan mødes om alt det, vi er, og alt det, vi endnu har tilgode at opleve sammen.